GENEALOGIA

Else Birgitte Nyholm

Biografi & Portræt

NB | om min tiptiptip-oldemor - se slægtbog 2.07

Slaglille-liniens Stammoder

Else Birgitte Nyholm født Schrøder fødtes 1727 og døde i 1794. Hun blev i 1746 gift med sognepræsten Christopher Nyholm og blev således stammoder til Slaglille-linien.

Selve bryluppet holdtes i Hillerød, som en efter datidens skik sømmelig fest, hvilket den bryllupssang brudens brødre skrev klart vidner om. Bryllupssangen kan læses her.

Ægteparret levede et lykkeligt samliv i Slaglille præstegård i over 20 år og fik 14 børn.

Slaglille Kirke
Slaglille Kirke i Fjenneslev bygget i 1100-tallet af Trued Litle

Hun overlevede sin ægtefælle i 27 år - en del af tiden fortsat beskæftiget med børneflokkens opdragelse. Sine sidste år boede hun hos sin datter og svigersøn præsteparret Palludan i Magleby.

Det eftermægle Else Birgitte skabte sig, har levet så stærkt gennem tiden, at slægtens forældre tid til anden har givet deres pigebørn navnet Else Birgitte.

Den rekruttering, det nyholmske blod fik gennem stammoderen til Slaglille-linien, gør det naturligt at interessere sig for hendes rødder.

Else Birgittes rødder

Hun var ældste datter af rektor og professor Johannes Schrøder 1696 - 1774 og Gunild Pedersdatter Bendike 1702 - 1747.

Fader Johannes Schrøder

Han blev undervist, først privat, siden i Mesterlektien, af sin senere svoger, magister Peder Clod, med hvem han sluttede et varmt venskab, som senere blev fornyet, da de begge var blevet rektorer i Nordsjælland.

I 1715 blev han student. Allerede det følgende år blev han straks efter filosofikum tredie lectie-hører i Helsingør, hvor han om dagen arbejdede med at undervise andre i skolen, og om aftenen og natten læste for sig selv, så han i 1717 kunde tage theologisk eksamen med laud.

Hans videlyst lod ham ikke slå sig til ro med de kundskaber, han havde erhvervet. 1719 rejste han med sine foresattes tilladelse udenlands. Her gæstede han flere berømte lutherske universiteter, bl.a. Wittenberg, hvor han dyrkede de østerlandske sprog og holdt en theologisk disputats med tanken på at blive præst.

I 1720 blev han kaldt hjem for at overtage stillingen som fjerde lectie-hører i Helsingør.

I 1721 blev han huslærer hos biskop Deichmann i Christiania, der var gift med hans moster. Her gjorde han sig ikke alene elsket af biskoppens børn, men vandt også dennes fortrolighed, så biskoppen ønskede, at benytte ham som skriver i en hemmelig brevveksling med Kong Frederik IV.

Dette var imidlertid i høj grad Johannes Schrøder imod. Han søgte i stedet det forfaldne rektorat i Frederikshald 1722. Her fandt han skolen og byen i en ynkelig stand. Byen havde borgerne selv nogle år forhen - under Karl Xll's belejring - opbrændt for at udjage fjenden. Skolen var plat øde, disciplines tal var ej mere end syv ialt. Men den kom snart på fode igen ved hans berømmelige flid.

Hvor småt og besværligt det her har været, får vi et indtryk af ved at høre, at han gang på gang forgæves søger præstekald, at det i de otte år, han er rektor der, kun lykkes at dimittere én student, og at han for at bringe sig i erindring, må tage magistergraden i 1726 og udgive: "Kort historisk beskrivelse over Friderichshald" på rim, hvorfor Holberg takker ham i sin Danmarks Riges Historie.

I 1730 opnåede Johannes Schrøder endelig forflyttelse, idet han da på anbefaling af confessionarius Lintrup og Amtmand Fr. Gram blev kaldet til rektor i Frederiksborg.

Som sin tids betydeligste danske skolemand øvede Johannes Schrøder en overordentlig indflydelse. Det blev en blomstringstid for Frederiksborg Lærde Skole som ingensinde tilforn.

I lærdom, philosophie, theologie og philologie var han allerede en stor mand, men i hans embeds flid og nidkierhed, i en klog, almennyttig og virksom brug af sine studeringer, var han endnu større.

Som lærer var han utrættelig. Han lod det ikke være nok med den almindelige undervisning på skolen, men læste også privat med de tungnemme elever på sit studerekammer fra kl. 5 om morgenen til skoletid, og fra dennes slutning til kl. 8 om aftenen, så længe hans kræfter kunde slå til.

Få skal kunne udholde hans arbejde, og få kunne gøre dette embede med de sinds gaver, med den sagtmodighed og den iver, med den nedladenhed og grundighed tillige.

Med sin medfødte sagtmodighed var han på skoletugtens område langt forud for sin tid: "Thi barskhed, strænghed, riiset, som da var det almindelige skole-scepter, var ham altid modbydelig."

Johannes Schrøders skolestyre i Frederiksborg falder i en tid, hvor der herskede det stærkeste røre indenfor den danske kirke, hvor vidt forskellige retninger og livsanskuelser, fra stive statskirkemænd til ukirkelige separatister, fra dybt alvorlige pietister til løsslupne fritænkere, kappedes om førerskabet.

Det var svært i sådanne tider med frisind og mildhed, at skærme den store skolehjord mod vranglærerne. Det synes dog, som om det er lykkedes rektoren at holde den gyldne middelvej.

I præsten Nicolaj Brorsons levned hedder det om de gudelige forsamlinger, denne på søn- og helligdage afholdt i præstegården, at også en stor del af latinskolens disciple indfandt sig der, "opmuntrede tildels af denne skoles berømmelige Rector, Hr. Professor Schrøder, med sine Colleger."

Takket være en række udmærkede nidkaelig;re slotspræster af udpræget pietistisk farve bliver Frederiksborg et brændpunkt for den halleske pietisme i Nordsjælland, så det bliver et kendemærke på en pietistisk præst at være dimitteret fra Johannes Schrøders Skole.

Snart følger imidlertid en flok kirkefjendske fanatikere i de besindige pietisters kølvand for at fiske i rørte vande. Det er disse folk, man i datidens sprog benævner "Pietister", og derfor ser vi det mærkelige, at Johannes Schrøder, som oftest fremstilles som en orthodoks modstander af pietismen. Han vågede over, at hans talrige skoleflok ikke skulde blive et rov for deres fanatismum.

Rektor Schrøder måtte ofte prædike ganske uforberedt, når præsten var syg.

Som den indsigtsfulde og lærde mand blev han brugt til rådgiver både i pædagogiske spørgsmål - bl.a. af Kronprins Frederik V's lærere - og i videnskabelige anliggender.

I 1756 da et andet embede var ham tilbudt - sc. domprovstiet til Roskilde, hvortil han endog havde bekostet sig præsteklæder -, hvilket han for visse årsager ikke erholdt, blev han uden ansøgning beskikket til professor philosophiæ extraord. ved Kjøbenhavns Akademie, endskjønt han forblev fremdeles som rektor ved Frederiksborg Skole.

Hans lange arbejdsdag, hård sygdom og alderdomssvaghed nødte ham til fra 1759, at dele rektorforretningerne med en conrektor, og til efter 50 års skolegerning, som "Jubellærer" at trække sig tilbage i 1766, idet han til sin død beholdt sin fulde rektorløn.

Moder Gunnild Pedersdatter Bendike

I 1724 blev Johannes Schrøder gift med Gunnild Pedersdatter Bendike af Frederikshald, 1702 - 1747. Hendes fader, Peder Pedersen, var købmand og stammede fra Jylland. Hun blev moder til 9 sønner og 5 døtre, hvoraf dog kun 4 sønner og 3 døtre overlevede hende.

Efter hustruens død

Johannes tab var ham for føleligt, til at han kunde indlade sig i noget andet ægteskab. Han tilbragte i rolighed sine seks sidste leveår hos sine børn og døde i Slaglille Præstegård 1774.

På epitafiet i Slaglille Kirke over "den velfortiente og elskte fromme Gamle Herr Magister" står der: "Han var en ufortröden Lærer, en venlig og from Mand, Fader og Menneske-Ven, En god Christen, altid fornöyet med Guds Veye og tryg under hans Varetægt. Sov her hen i et fast Håb om det Tilkommende: Jeg veed, at min Frelser lever, Job. XIX, 25."

At det ikke har været lyse og milde kår de yngre børn er vokset op under i den travle enkemands hus, hvor to unge døtre måtte stå de fire mindre brødre i moders sted, er let at forstå. Den yngste søn vil dog mene, at alt gik ordentlig til og lykkedes vel.

H. P. Dalhoff derimod skriver, at hans gamle rektor som enkemand vel fik "et roligere liv, men ikke i alle dele fornøjeligere; thi næsten alle hans børn udartede; af ingen havde han synderlig glæde, og af nogle stor sorg."

Det kunde måske tænkes, at denne dom udspringer af et akademisk snæversyn, som regner det for et fald, når så godt som alle rektors børn følger tidens feltråb, det løsen, som den franske filosof Rousseau gav ord: "Lad os vende tilbage til naturen". Udviklingen har i alt fald vist, at det blev til lykke og helse, at denne gamle lærde slægt i de følgende led fra studerekamrene søgte ud i skov og mark.

Under en voksbuste, som en af rektors elever har modelleret af ham i hans alderdom, sattes følgende vers:

Om en Discipel tør sin Lærers Værd bedømme,
Da kan et Hundrede Og Ti i Præstestand
Som og Tre Hundrede, Halvfems og een berømme
Professor Schrøder for en lærd og dydig Mand.

Enken Else Birgitte

Alle Johannes Schrøders fortjenester skaffede ham en professortitel, samt Else Birgitte en årlig pension på 50 Rdl. af den kongelige Chatolkasse. Dette sidste sammen med de midler Christopher efterlod sig var med til at gøre hende ret velsitueret og til, at kun kunne søge godt for sine børn.

Else Birgittes aner

Hans Andersen Schrøder
Bagerst præsten fra Faxe Hans Andersen Schrøder
Præsten Hans Thomsen Rostrup
Deres hustru Anna Jensdatter og Schrøders 3 sønner
Johannes Hansen Schrøder
Præsten fra Helsingør Johannes Hansen Schrøder

Kaj Munk: "Drenge, I Drenge, som døde - I tændte for Danmark i dybeste Mulm - en lysende Morgenrøde."